Nytår og fyrværkeri
Vi nærmer os december måned, julehygge og dermed også årsskiftet. Dette er dog ikke udelukkende en positiv oplevelse for vores kæledyr. De høje brag, skarpe lysglimt og lange hyl op til nytår skaber stress og angst hos mange dyr.
Vi opfordrer jer til at holde hunden og katten inde nytårsaften.
Nedenunder har vi samlet nogle råd til hvad I kan gøre for at gøre nytårsaften og dagene op til og efter mere behagelige for jeres kæledyr.
12 gode råde til dyreejere nytårsaften:
Sørg for at gå en lang tur med din hund om formiddagen, så den naturlig træt om aften. Leg evt. også med hunden så den er mentalt træt.
Hold hunden i snor, da den ellers kan løbe væk, hvis den bliver forskrækket af et højt brag. Hvert år bliver flere hunde påkørt pga. de pludseligt bliver skræmt og løber ud foran en bil.
Lad være med at gå hen til fyrværkeri for at vise din hund, at den ikke skal være bange. Den forstår det ikke.
Undlad at fyre bordbomber el. lign. af, hvis dine kæledyr virker skræmte ved brag og fyrværkeri.
Opfør dig rolig og afslappet når der affyres fyrværkeri. Undgå at trøste hunden, hvis den bliver bange. Afvis den ikke, men opfør dig roligt og behersket. Hvis du viser, at du er bange eller trøster din hund, vil du blot forstærke dens angst.
Hvis din hund eller kat gemmer sig under sengen/bordet/sofaen, skal den have lov til det. Forsøg ikke at hive den ud, da dette blot stresser den yderligere.
Træk gardinerne for vinduet / persiennerne ned i det rum, hvor dit kæledyr opholder sig, så lysglimt mindskes.
Afspil noget beroligende musik i hjemmet, for at gøre dit kæledyr mindre opmærksom på lyden af fyrværkeri.
Hvis du har en udekat eller kanin i udendørsbur, så hold den inde nytårsaften. Husk at sørge for at kattelemmen er lukket.
Behandl aldrig dit kæledyr selv med medicin ordineret til mennesker.
Kontakt din dyrlæge i god tid, hvis dit kæledyr er bange for fyrværkeri.
Hvis din hund eller kat løber væk, kan du efterlyse dem via Dyrenes Beskyttelses hjemmeside.
Rigtig glædelig jul og godt nytår
Nymose Dyreklinik